Reformation – Modreformation – Katolsk reform?

September 1, 2022

AC indbyder til et eftermiddagsseminar lørdag den 08. 10. 2022 kl. 14:00 – 17:00 over temaet: Reformation – Modreformation – Katolsk reform?

NB – download powerpoint-slides fra foredraget nedenfor.

Sted: Englesalen, Jagtvej 183D, København Ø

Med seminaret ønsker vi at markere 400-året for kanoniseringen (1622) af blandt andet Teresa af Avila, Ignatius af Loyola og Francisco Xavier: Sct. Teresa mystiker og reformator af Karmelitterordenen, Sct. Ignatius stifter af Jesuitterordenen, Sct. Franciscus, ligeledes jesuit og måske den største missionshistoriske skikkelse til alle tider – og desuden alle tre spanske!

Disse tre skikkelser er desuden repræsentative for det, der – ensidigt og muligvis misvisende – er blevet kaldt Modreformationen: idet betegnelserne Katolsk reformation/reform i højere grad anskuer denne bevægelse indefra og tager hensyn til, at den er opstået betydeligt tidligere end Reformationen nord for Alperne, der især var inspireret af Luther og Calvin. Inderlighed og konsekvens i troslivet er to nøgleord i den reformation, som Tridentinerkoncilet iværksatte i midten af 1500-tallet. Desuden vil vi på seminaret analysere og diskutere de forandringer og de historiske konsekvenser, Den katolske Kirkes reformation indebar.

Oplægsholdere vil være: Sebastian Olden-Jørgensen, ph.d. og lektor på Saxo Instituttet  og Julio Hans Casado Jensen, ph.d., lektor på Institut for Engelsk, Germansk & Romansk, ligeledes Københavns Universitet.

Ved seminaret vil den netop hjemvendte pater Daniel Nørgaard, SJ introducere den (af ham selv) fra spansk til dansk oversatte “Pilgrimmens beretning. Ignatius af Loyolas selvbiografi” (Katolsk Forlag 2022). Ligesom Julio Hans Casado Jensen vil give en omtale af Ignatius’ “Åndelige Øvelser”, som han netop har oversat til dansk.

Der vil blive budt på en forfriskning, og det vil derfor være praktisk at man tilmelder sig arrangementet på forhånd. 

Efter seminaret, kl. 17:30, vil der være lejlighed til at deltage i en fælles Messe i Huskapellet.

Alle er velkomne!

Bestyrelsen  v/ Niels-Henrik Assing