Ny dokumentar om maleren og konvertitten Mogens Ballin
Onsdag den 30. september, kl. 19.00
Sankt Andreas Bibliotek (Gammel Kongevej 15, 1610 København V)
Efter en tidligere premiere i Designmuseets lokaler, er AC nu så heldige, at vi kan få lov at vise denne længe ventede dokumentarfilm om den danske konvertit, maler og senere sølvsmed, Mogens Ballin, på Sankt Andreas Bibliotek.
Filmen, produceret af JJ Film, er blevet til over en årrække og bygger på interviews med kunsthistorikere, familiemedlemmer og internationale eksperter i den franske Nabi-bevægelse, som Ballin var en del af.
For en længere beskrivelse herom henvises til indlægget her på katolsk.dk, hvor man bl.a. kan læse:
”Stærk opbakning fra kunstverdenen
Filmen har fået bidrag fra en række centrale personer inden for dansk og fransk kunsthistorie. Kunsthistorikeren Henrik Wivel har bidraget med kunsthistoriske perspektiver, mens Peter Nørgaard Larsen fra SMK og Rasmus Kjærboe fra Hirschsprung har delt deres indsigt i Ballins kunstneriske virke og stillet deres museer til rådighed for optagelser. Der har desuden været optagelser i synagogen med tidligere overrabbiner Bent Lexner samt bidrag fra den franske Nabi-ekspert Caroline Boyle-Turner og André Cariou. Fabienne Stahl medvirker med oplæsning af historiske breve, og filmholdet har fået adgang til at filme på Musée Maurice Denis, Louvre samt museerne i Pont-Aven og Quimper i Bretagne.
Maleren, der forsvandt ud af historien
Filmen dykker ned i et kunsthistorisk mysterium: Mogens Ballin signerede kun ganske få af sine malerier, hvilket har skabt usikkerhed om, hvor mange af de værker, der tilskrives ham, han reelt har malet – og om nogle i stedet stammer fra kunstnerkolleger som Jan Verkade eller Paul Sérusier. Ballin startede sin kunstneriske bane i et malerfællesskab ved Nymindegab, tilbragte tid i Paris og blev under sit ophold i Bretagne en del af Nabi-bevægelsen, hvor hans billedsprog lå så tæt op ad kollegernes, at værkerne til tider er svære at skelne fra hinanden.
Senere i livet forlod Ballin maleriet og kunsthåndværket til fordel for en tilværelse viet til katolicismen. Familien peger på, at manglende dokumentation, en utilgængelig familiesamling og Ballins tætte tilknytning til Den katolske Kirke kan være årsager til, at hans kunstneriske virke aldrig for alvor er blevet genstand for en grundig akademisk undersøgelse i Danmark – på trods af, at han indtog en særegen position mellem den franske symbolisme og dansk kunsthistorie.”
(Tekst af Regitze Fuhrmann)
AC byder velkommen!


