«

AC-input til Synodekontaktgruppen

16. maj 2022

Til Synodekontaktgruppen, att. Nik Bredholt.

Vedlagt følger notat om diskussionsmøde i AC afholdt 02. maj 2022. Emnet var den synodale proces i Verdenskirken og i særdeleshed i vores bispedømme. Notatet er søgt affattet på en sådan måde, at det forhåbentlig kan anvendes som bidrag til bispedømmets samlede input i den synodale proces’ videre forløb. Vi ønsker imidlertid hermed at knytte nogle bemærkninger til notatet.

Academicum Catholicum har siden stiftelsen i 1896 forsøgt at leve op til et ansvar som den samlende forening for katolske akademikere i vores bispedømme. 

Vi har i AC’s bestyrelse grundigt overvejet, om vi som forening burde tilkendegive vores synspunkter i den synodale proces, der i disse år gennemføres inden for hele Verdenskirken efter opfordring fra Pave Frans. Selvom vi er bevidste om, at vor forenings formål ikke i første række er at markere kirkepolitiske standpunkter, men derimod er af oplysende og dernæst formativ karakter i forhold til især vores fælles trosskat, så har vi ment, at det ville være rigtigt at fremlægge de temaer, som Bispedømmet har udsendt (med opfordring til menigheder, ordenssamfund og foreninger om stillingtagen og respons) til en åben diskussion i AC blandt medlemmerne. Det medsendte notat om mødet 02. maj 2022 er således resultatet af denne interne meningsudveksling.På mødet gennemførte vi en fri samtale mellem deltagerne om den synodale proces, ligesom der blev fremsat ofte meget ligefremme synspunkter på Den katolske Kirke i Danmarks situation idag, dens problemer, vanskeligheder, udfordringer, muligheder. Notatet giver ikke plads til forsøg på at trække gennemgående linjer, endsige da at uddrage konklusioner. Det vil vi i et vist omfang prøve på her, idet vi fremhæver enkelte hovedpunkter.

1. Der syntes at være enighed blandt deltagerne om, at fællesskabet er afgørende for det at være katolik: Kirken og den enkelte menighed som det bærende element i vores kristenliv. Men også en forening som AC, hvor der kan gennemføres en fri meningsudveksling – uden selvcensur (se nedenfor) – mente man var værdifuld og væsentlig. Men dernæst blev det fremhævet, at vi i dagens katolske Danmark oplever en udvikling, der bidrager til, at dette fællesskab tenderer til fragmentering i forskellige slags menigheder. Som eksempler kan nævnes visse “særgudstjenester”. Kirken i Danmark er med sit beskedne medlemstal for lille til at kunne bære for mange tendenser til segregering, der afleder opmærksomheden fra det normale menighedsliv med de unge og familierne som en naturlig del af fællesskabet. Og som yderligere får Kirken til at fremstå med en svag profil.

2. Som en anden vanskelighed for fællesskabets blomstring nævnedes mangel på lægfolkets deltagelse. Der påpegedes en genkommende klerikalisme, der tilsyneladende trives med kirkeledelsens velsignelse, men er ude af trit med den verden, vi lever i – og desuden både med kirkefolkets og Pave Frans’ ønsker og intentioner.  Denne klerikalisme giver sig udslag på mange måder. Fremhæves her skal den tilbagerulning af den demokratiske udvikling, som påbegyndtes efter 2. Vatikankoncil og Nyborg Strand synoden, men dernæst blev kvalt.  Et andet eksempel er den tavshedskultur hos især kirkeledelsen  og den tendens til selvcensur også blandt lægfolket, som blev omtalt på mødet. 

3. Der var enighed om at tillægge det pastorale og missionen en afgørende betydning for Kirkens trivsel og vækst. Dette kræver en højere grad af aktiv medvirken fra lægfolkets side – også hvad angår katekesen. Lægfolket må derfor motiveres og uddannes, ikke mindst for at inkludere alle de unge. Men det kræver unægtelig en bedre, mere relevant og tidssvarende uddannelse af præsterne. Fx inden for pastoralteologi og psykologi. Men bispedømmets præstekandidater forekommer ofte for snævert uddannede og uden kontakt til et videnskabeligt miljø, hvilket stiller dem svagt i forhold til store dele af lægfolket, der idag har et højere uddannelsesniveau end præsterne selv, og til folk i det omgivende samfund, fx kolleger i Folkekirken.

4. Som det alvorligste problem for Kirken idag fremhævedes ungdommen. At den forsvinder ud af Kirken, formelt eller reelt har mange årsager, som ikke skal analyseres her, hvor vi vil nøjes med at nævne udviklingen i det omgivende samfund, som på alle niveauer skaber et kontinuitetsbrud, ikke mindst i forhold til religionen. Fremhæves må også: Hjemmenes svigten på mange områder, men ikke mindst i forhold til den opgave at videregive troen. Desuden synes de katolske privatskoler at kæmpe med deres katolske profil.

5. Endelig blotlagde samtalen den 02. maj – og ganske mange forudgående erfaringer fra tilkendegivelser i AC-regie – en en længsel efter et ægte åndeligt fællesskab. AC kan som forening lytte til dette og søge at imødekomme det, ved retræter og på anden måde, men vi tillader os hermed at anbefale, at man fra bispedømmets ledelses side, vier også dette behov øget opmærksomhed.

Med de bedste hilsner

Bestyrelsen for AC